|



 |
Motion giver glæde og overskud
Motion fører til sundhed – og sundhed giver glæde og velvære. Alle har muligheden ved at høste fordelene ved cykelmotion. I forhold til børn anbefaler Sundhedsstyrelsen mindst en times moderat fysisk aktivitet om dagen. For voksne lyder anbefalingen på 30 minutter om dagen, gerne fordelt på 2 x 15 minutter eller 3 x 10 minutter. Med en god cykeltur er du allerede godt i gang – og hver eneste kilometer har en positiv indvirkning på kroppen.
Cykling giver hurtigt gode resultater
Manglende tid er oftest den væsentligste barriere for dem, der ikke er så fysisk aktive, som de gerne ville være. Så her er cykling den ideelle løsning. For det første kan du via cykling kombinere transport til arbejde, indkøb og fritidsaktiviteter med motion – og ofte spare tid samtidig. For det andet opnår du hurtigt en fysisk forbedring ved at træde i pedalerne. Og for det tredje giver en bedre fysik og sundhed mere energi til at løse dagens øvrige opgaver.
Start med 15 minutter om dagen
Ved at starte med ca. 15 minutters koncentreret cykling om dagen vil du hurtigt opnå en væsentlig forbedret kondition og udholdenhed. Du bliver med andre ord både slankere, friskere og gladere jo mere, du får cyklet. Efter et par uger kan du øge til 20 minutter.
Hjertet bliver i stand til at pumpe mere blod rundt til musklerne, hvilket styrker stofskiftet og giver en bedre fedtforbrænding. Hovedsagen er, at du kommer i gang og oplever en positiv udvikling. |
|
|
|